Lad mig starte med at fortæller lidt om mig selv. Jeg hedder
Jasmin Thangavel og blev student på Vestjysk Gymnasium Tarm i
sommeren 2010. Jeg havde desværre ikke snittet til at komme ind på
Medicinstudiet med det samme, så jeg valgte at rejse i 6 mdr. som
frivillig arbejder. Jeg vidste dog at de 6 mdr. ikke ville være nok
til at blive overvejet til at få en plads på drømmestudiet gennem
kvote 2, og bestemte mig derfor at starte på
sygeplejerskeuddannelsen, da jeg havde hørt om studerende der havde
startet der og senere kommet ind på medicinstudiet.
Jeg startede meget optimistisk op, men fandt hurtigt ud af, at der ikke var nok udfordring for mig på denne uddannelse. Dette fik mig til at overveje at droppe ud, men følte samtidig at jeg ikke rigtig havde noget valg, hvis jeg ville ind på medicinstudiet uden at skulle bruge en masse tid på at arbejde mig op til måske at blive overvejet i kvote 2.
Jeg startede meget optimistisk op, men fandt hurtigt ud af, at der ikke var nok udfordring for mig på denne uddannelse. Dette fik mig til at overveje at droppe ud, men følte samtidig at jeg ikke rigtig havde noget valg, hvis jeg ville ind på medicinstudiet uden at skulle bruge en masse tid på at arbejde mig op til måske at blive overvejet i kvote 2.
Efter det 1.semester på sygeplejerskeuddannelsen søgte jeg
derfor i andre retninger. Da jeg havde hørt om folk der studerede i
udlandet, søgte jeg lidt på internettet og fandt så dette
universitet i Bydgoszcz, som havde ledige pladser. Da jeg på dette
tidspunkt var utrolig desperat på at finde noget jeg gad og fandt
denne oplagte mulighed tog det ikke lang tid for mig at ringe til
kontoret i Norge og hører til hvordan jeg skulle ansøge. Da jeg
først søgte i midten af august, tog det mig ikke mere end 1 ugen
før jeg havde ansøgt, være til interview og blevet optaget. Det
hele gik utrolig stærkt, og det var egentlig først da jeg var i
Polen og mødte de andre studerende, at det rigtig gik op for
mig.
Jeg fandt hurtigt ud af at jeg var den eneste fra Danmark, der skulle studerer i denne by, mens resten af dem fra de 3 årgange der er, stort set er fra Norge og Sverige. Jeg gjorde dog ikke det store, da de gjorde deres bedste for at tale enten langsomt eller på engelsk, således at jeg også kunne følge med.
Jeg har altid tænkt på Polen som et af de lande jeg sidste ville rejse til, og tanken og Polen fik mig til at se sort/hvid billeder med faldne bygninger og fattige mennesker alle steder rundt på gaderne. De billeder har dog ændret sig, da dette slet ikke er tilfældet. Byen er som en hvilken som helst anden by i Europa. Byen har et enkelt område, hvor man blevet anbefalet ikke at befinde sig i når det er mørkt, men ellers er byen som alle andre byer med storcentre og andre faciliteter.
Jeg havde før jeg kom til Polen, tænkt på om jeg ville komme til at føle mig ensom og måske blive deprimeret, men idet at der var andre i samme situation som jeg selv, gjorde at dette ikke var tilfældet. De studerende hjælper hinanden og er der til at snakke med, når man følte sig alene og lidt for langt hjemmefra, og dette er stadig tilfældet i slutningen af 1 semester, som vi er i nu.
Det sociale sammenhold blandt de studerende er utroligt godt (gælder mellem alle årgangene) og der bliver tit arrangeret noget, hvor vi alle kan være med. Det er f.eks. noget fælles spisning, biograftur eller en helt almindelig bytur.
Jeg vil ikke lægge skjul på at det 1. Semester har været hård. For det første, så er man et helt nyt sted, nye mennesker og nyt sprog og for det andet, så skal man (eller jeg skulle i hvert fald) finde en ny måde at studere på, nu hvor der var meget mere at læse, end det jeg havde været vandt til på sygeplejerskestudiet, samtidig med at man skal finde tid til at være sammen med de andre studerende, således at man undgår at føle sig alene. Dog var jeg overrasket over, at jeg ikke fandt uddannelsen så hård, som den bliver beskrevet hjemme i Danmark.
Timerne foregår på engelsk og er sat til at være obligatoriske, hvilket også er udmærket, da vi har mindst én test hver anden uge. Det lyder hårdt, men når først man er kommet i gang, er det slet ikke så slemt, og der er samtidig stadig plads til at bruge en aften eller to i byen, hvis man vil det.
En enkelt ulempe er dog at jeg kun har mulighed for at modtage SU de sidste 4 år af uddannelsen her, hvilket for mig har betydet at jeg har måttet lave en aftale med banken i form af noget kassekredit, hvorved jeg sammen med noget arbejde i mine ferier og lidt støtte hjemmefra, kan få det til at køre rundt, da det ikke er så dyrt at leve i Polen. Det er muligt at finde en lejlighed på omkring 20 m2 for ca. 1000 kr. Som noget af det billigste, så er ikke så galt, for dem hvor pengene kniber en smule.
Selvom hele min processes med at bliver optaget og komme i gang med studiet skete på blot en uge og uden rigtig at give det en ekstra tanke, så har jeg på intet tidpunkt tænkt at jeg det var et forkert valg. Selvfølgelig har jeg til tider følt mig langt hjemmefra og lidt for fremmed, fordi man kun kender sine medstuderende og ikke kender sproget, men det har på intet tidspunkt fået mig til at tænke på at droppe ud.
Så for dem der virkelig brænder for medicinstudiet, men er bange for at de er nødt til at opgive drømmen, fordi de ikke kan komme ind i Danmark, er dette en oplagt mulighed som er værd at benytte sig af.
"Den, der ikke griber en chance, vil spekulerer over den resten af livet"
Medicinstuderende
Jasmin Thangavel
Jeg fandt hurtigt ud af at jeg var den eneste fra Danmark, der skulle studerer i denne by, mens resten af dem fra de 3 årgange der er, stort set er fra Norge og Sverige. Jeg gjorde dog ikke det store, da de gjorde deres bedste for at tale enten langsomt eller på engelsk, således at jeg også kunne følge med.
Jeg har altid tænkt på Polen som et af de lande jeg sidste ville rejse til, og tanken og Polen fik mig til at se sort/hvid billeder med faldne bygninger og fattige mennesker alle steder rundt på gaderne. De billeder har dog ændret sig, da dette slet ikke er tilfældet. Byen er som en hvilken som helst anden by i Europa. Byen har et enkelt område, hvor man blevet anbefalet ikke at befinde sig i når det er mørkt, men ellers er byen som alle andre byer med storcentre og andre faciliteter.
Jeg havde før jeg kom til Polen, tænkt på om jeg ville komme til at føle mig ensom og måske blive deprimeret, men idet at der var andre i samme situation som jeg selv, gjorde at dette ikke var tilfældet. De studerende hjælper hinanden og er der til at snakke med, når man følte sig alene og lidt for langt hjemmefra, og dette er stadig tilfældet i slutningen af 1 semester, som vi er i nu.
Det sociale sammenhold blandt de studerende er utroligt godt (gælder mellem alle årgangene) og der bliver tit arrangeret noget, hvor vi alle kan være med. Det er f.eks. noget fælles spisning, biograftur eller en helt almindelig bytur.
Jeg vil ikke lægge skjul på at det 1. Semester har været hård. For det første, så er man et helt nyt sted, nye mennesker og nyt sprog og for det andet, så skal man (eller jeg skulle i hvert fald) finde en ny måde at studere på, nu hvor der var meget mere at læse, end det jeg havde været vandt til på sygeplejerskestudiet, samtidig med at man skal finde tid til at være sammen med de andre studerende, således at man undgår at føle sig alene. Dog var jeg overrasket over, at jeg ikke fandt uddannelsen så hård, som den bliver beskrevet hjemme i Danmark.
Timerne foregår på engelsk og er sat til at være obligatoriske, hvilket også er udmærket, da vi har mindst én test hver anden uge. Det lyder hårdt, men når først man er kommet i gang, er det slet ikke så slemt, og der er samtidig stadig plads til at bruge en aften eller to i byen, hvis man vil det.
En enkelt ulempe er dog at jeg kun har mulighed for at modtage SU de sidste 4 år af uddannelsen her, hvilket for mig har betydet at jeg har måttet lave en aftale med banken i form af noget kassekredit, hvorved jeg sammen med noget arbejde i mine ferier og lidt støtte hjemmefra, kan få det til at køre rundt, da det ikke er så dyrt at leve i Polen. Det er muligt at finde en lejlighed på omkring 20 m2 for ca. 1000 kr. Som noget af det billigste, så er ikke så galt, for dem hvor pengene kniber en smule.
Selvom hele min processes med at bliver optaget og komme i gang med studiet skete på blot en uge og uden rigtig at give det en ekstra tanke, så har jeg på intet tidpunkt tænkt at jeg det var et forkert valg. Selvfølgelig har jeg til tider følt mig langt hjemmefra og lidt for fremmed, fordi man kun kender sine medstuderende og ikke kender sproget, men det har på intet tidspunkt fået mig til at tænke på at droppe ud.
Så for dem der virkelig brænder for medicinstudiet, men er bange for at de er nødt til at opgive drømmen, fordi de ikke kan komme ind i Danmark, er dette en oplagt mulighed som er værd at benytte sig af.
"Den, der ikke griber en chance, vil spekulerer over den resten af livet"
Medicinstuderende
Jasmin Thangavel